Aflevering og afhentning

Der er nogle ting, du skal huske, når du afleverer og henter dit barn i institutionen.

Når du afleverer/henter dit barn, er det vigtigt, at du er nærværende. Vi forventer derfor, at du lader din mobiltelefon blive i lommen.

Aflevering

Både børn og forældre skal føle sig set og godt modtaget i Vuggestuen Grønnegade, og derfor forsøger vi altid at få sagt godmorgen til jer. Vi hjælper gerne børnene med at få vinket og sagt farvel, og du må ikke gå uden at have sagt farvel til dit barn. Det gælder også, selv om barnet er ked af det. Du kan altid ringe senere og høre, hvordan det går.

Husk at registrere i Aula, at du har afleveret dit barn.

Det er vigtigt, at du fortæller os, hvis der er sket noget, som gør, at barnet kan reagere anderledes end normalt. Det kan være, at barnet er kommet sent i seng, har sovet dårligt, har hostet og lignende. Det kan også være, hvis der sker ændringer i familien, f.eks. skilsmisse, sygdom eller dødsfald i den nære familie m.m. Børn er ofte meget sensitive overfor små ændringer, og derfor er det vigtigt for os at vide, hvis der er ændringer, så vi kan tage os bedst muligt af barnet og give lidt ekstra omsorg.

Afhentning

Når du henter dit barn, er det vigtigt, at du tjekker Aula for at se, om der er kommet nye oplysninger om aktiviteter. Her kan du som regel også læse lidt om, hvad der er sket i løbet af dagen. Du kan også altid spørge personalet om, hvordan dagen er gået.

Vi vil forsøge at fortælle, hvis der har været nogle ting, der er vigtige for dig at vide, f.eks. om dit barn har været ekstra glad, været ked af det, hostet, slået sig og lignende.

Husk at registrere i Aula, at du har hentet dit barn.